Lad det være sagt på forhånd, fire stjerner er en hæderlig karakter - og der kan egentlig hverken sættes en finger på de to franske herrers valg af numre, eller måden hvorpå disse blev blæst udover det veloplagte publikum i Vega denne fredag aften.

Det var en på alle måder stilsikker optræden - ligeså ulastelig, som de to var klædt, ligeså ulastelig var deres kombination af nyt og gammelt denne aften. For ikke at tale om en særdeles god, om end delvis en smule lav lyd.

Undertegnedes bange anelser med henblik på koncertens længde viste sig imidlertid atter at holde stik. Efter en lille times tid, bukkede Jean-Benoit Dunckel og Nicolas Godin for første gang overfor det trofast klappende publikum, som sædvanen tro naturligvis fik tre ekstra numre at gå hjem på. Men sammenlagt 75 minutter er ganske enkelt for kort, både i betragtning af de høje billetpriser og Airs bugnende bagkatalog.

I modsætning til sidste turné blev det aktuelle album - 'Love 2' - tilgodeset med en god håndfuld numre. Det hænger måske sammen med, at Air på deres nyeste langspiller er vendt tilbage til et mere simpelt og transparent udtryk, og sange som 'Do The Joy' 'Missing The Light Of The Day' er velegnet til at blive spillet live.

Efter at have lagt ud med tre nye numre, stod det imidlertid hurtigt klar, at publikum - som så tit - favoriserede det ældre materiale. Denne skæbne er Air bestemt ikke ene om, men når der så pilles og spilles med originalerne som tilfældet var, så virkede denne tilbageskuende koncert bestemt ikke som at kaste en mønt i en jukebox.

De to dandyer croonede sig igennem bagkataloget med spilleglæde og en elegant balancegang imellem at give det, som publikum har lært at elske igennem årene på en genkendelig, men alligevel frisk og varieret facon.

Det blev til fem numre fra det elleve år gamle gennembrudsalbum 'Moon Safari', og for disse fik Air naturligvis den mest ekstatiske respons fra et lige dele veloplagt og kultiveret publikum. Airs lydbillede, der befinder sig i et spændingsfelt imellem skæv elevatormusik og eksperimentel pop, lægger da heller ikke optil den store fest.

Faktisk kunne man have forestillet sig en gammel biograf fra 50'erne med bordeauxrøde fløjlsbetrukkede sæderækker som et ligeledes velegnet forum til Air progressive lounge musik. Men det var alligevel en glæde, at kunne folde sig lidt mere ud, end blot at nikke med hovedet eller vippe med foden.

De to elegante herrer fortjener stor ros for deres valg, at strippe udtrykket til det yderst nødvendige. Var der under de sidste koncerter imellem fem til seks musiker på scenen, så fik vi her primært en trio af Jean på tangenter, Nicolas på strenge og en trommeslager i baggrunden - delvis supplerede en ekstra keyboarder lydbilledet op.

Det var en ligeså kontant som elegant aflevering af en set liste, der var præget af lige del helt nyt og ret gammelt. Men med et CV, der tæller fem albums + det løse soundtrack arbejde og EP'er kunne Air sagtens have suppleret op med et ekstra kvarter, mindst! For ved siden af de aflsuttende 'Sexy Boy' og en fornem version 'Le Femme D'Argent' har de ulastelig klædte franskmænd masser af andre skinnende perler at byde på.

Merci med forbehold, og fire reserverede håndkys til de to herrer.

 

af Arne H K, foto Christian Neumann

-

mandag 30 nov 09