AIR - 'LOVE 2'
Den franske duo skaber "eksperimentel elevatormusik", magnifique!
Franske Air er aktuelle med deres efterhånden sjette langspiller - soundtracks, remix plader samt producerarbejde ikke medregnet under den bugnende diskografi.
Duoens ene halvdel Jean Benoît Dunckel har gentagende gange med tung fransk accent bedyret, at Air med hver plade forandrer sig, idet deres fans forlanger det. Men der er ikke så meget tale om et hårdt skift, end nærmere en konstant videreudvikling, som lytteren lægger øre og mærke til.
Sammen med sin musikalske partner Nicolas Godin sidder Jean på coveret ulastelig klædt i velsiddende jakkesæt og med mindst ligeså velfriseret hår. De to ser simpelthen så gennemført franske ud, at man må trække på smilebåndene. Det samme gælder, når lytteren for første gang får Jeans milde røst på trommehinden - med en mindst ligeså tyk fransk accent som Inspector Clouseau synger dandyen lavmælt og sårbar henover de fine arrangementer.
Air skrider elegant hen ad den vej, som de allerede kortlagde med deres gennembrudsalbum 'Moon Safari', for 11 år siden. De to kaster deres surfbræt på en bølge af vellyd og holder balancen ved ikke at gå under i klichéerne, men virtuost at flirte med dem. Dermed har Air skabt en ret absurd klon, som man kunne lidt kækt kunne kalde for "eksperimentel elevatormusik", og det er faktisk ment som kompliment.
Igennem de uforskammet poppede arrangementer og sødladne melodier trænger nemlig også en kølig melankoli igennem. Det bliver allerede klar ved albummets åbner 'Do The Joy' og den tråd væver Air så med stor teknisk kunnen videre på igennem hele albummet. Sjovt nok er det især duoens instrumentalnumre 'Tropical Desease', 'Night Hunter' og 'Eat My Beat', hvor deres affinitet for det helt brede lyd-tapet gør sig bemærket.
De to herrer har deres baggrund i den elektroniske musik, men har igennem deres tolvårige karriere udviklet sig til sande multi-instrumentalister. Måske mestrer de ikke ethvert instrument til perfektion, men det behøver de heller ikke ved deres underspillede lyd univers, som på trods af sin lag på lag teknik aldrig virker for bombastisk eller tung.
Deres ferme håndværk opstår i et interessant spændingsfelt imellem såkaldt easy listening og - ja, det må lyde banalt - kunst. For hvis en plade både kan køre i baggrunden uden at brænde enerverende igennem og samtidig kan nærlyttes ved at man går på opdagelse i deres interessante lydtæppe, så er det lidt af en bedrift.
Air befinder sig ikke på en 'Moon Safari' længere, men på en spadseretur hen langs stranden, som vi også ser i coverets baggrund. Nogle lyde skvulper køligt mod trommehinden, hvorimod andre blæser en varm brise i øret på lytteren.
De to herrer er både rent bogstaveligt, men også musikalsk blevet voksne, men har ikke mistet legesygen og det er en fryd at lægge øre til.
Fem håndkys til de to franske dandyer og et "merci beaucoup" for Love 2.
