HEAVEN 17 - LIVE
Amager Bio 25.03 - Charme, selvtillid og lækker isse. High Five til Heaven 17.
Når man står på et halvfyldt spillested, er det som om man smiler med det ene øje og græder med det andet. På den ene side er der den luksus, at man kan bevæge sig frit omkring og komme tæt på scenekanten. På den anden derimod er man lidt pinlig berørt over, at det respektive band ikke kan sælge mere.
Heaven 17 har da også haft deres storhedstid i 80'erne, og det var med deres debutalbum "Penthouse & Pavement" som aftenens fokus, de herrer Martyn Ware og Glenn Gregory var kommet til Amager Bio. Med dette spillested havde arrangørerne også slået et stort brød op.
Når det så er sagt, kan man ikke lægge en finger på de for en vellykket koncert vigtige parametre: Lyden var knivskarp, bandet i godt humør og velspillende, og det efterhånden ligeledes lidt ældre publikum tog godt imod duoen samt ledsagende rytmesektion og sangerinde.
Aftenens kapitel inddeling viste sig ikke blot at være veldisponeret, men særdeles velfungerende. "Pavement" siden af øverst omtalte album blev skudt i gang med storhittet "Facist Groove Thang" og afsluttet med en formidabel version af "Soul Warfare". Heaven 17 mestrede kunsten, lydmæssigt at støve klassikerne af uden at ødelægge originalversionens knap tre årtier gamle charme.
Inden publikum fik pladens anden side serveret, overraskede de herrer så sandelig med b-side materiale, et lille akustisk håndtegn til ex-kollegaerne fra Human League med "Don't You Want Me", og en tilbagelænet version af Lou Reeds "Perfect Day". Og selvom en del af det overvejende hankønspublikum benyttede dette mellemspil til at forsyne deres bodega muskel med fadøl, så var det kærkomment brud i albummets slaviske sangrækkefølge.
"Penthouse" blev indledt med publikumsfavoritten "Geisha Boys And Temple Girls", som tog kegler og fik scenekonstruktionens diode-lys til at spejle sig i publikummets blanke øjne. Den elegante sanger Gregory rystede lemmerne, som igennem aftenen forblev indenfor det velsiddende jakkesæts folder. Det samme gjaldt Heaven 17s anden halvdel, der ikke lige just er ældet med samme ynde som frontmanden - Martyn Wares ekstra pund forhindrede ham imidlertid ikke i at vippe med foden og ørerne og supplere op med en overraskende stærk vokal.
Efter de to kapitler og mellemspillet fik publikum intet mindre end seks ekstra numre, hvoriblandt både hits som "Temptation" og "Let Me Go" og b-sider som "Are Everything" blev leveret med et overskud af charme, selvtillid og, tja.... lækker skaldet isse.
Heaven 17 har været en af undertegnedes bedste og mest overraskende koncertoplevelser i længere tid. Tilbagelænet og tilbageskuende, ja. Støvet og statisk, nej. Med noget så halvfemseragtigt som et "High Five" til Heaven 17 slutter undertegnede af med en femstjernet karakter til 95 minutters "tour de firser".
Foto: C. Neumann
Ingen dårlig kritik herfra, god lyd, og Gregory sang skide godt og var meget nærværende.
@ Gab og Øvbøv: Det var med "Penthouse & Pavement" at de herrer kom forbi, og det var det vi fik - konceptet blev annonceret på plakater og diverse websider, så det skulle vel næppe have overrasket nogen.
Så anser jeg H17s "interlude" af b-sider og covers samt ekstra numrene som dejlig bonus fremfor for få hits, hvad regnede i med?
SynthMan rammer plet - tag til Esbjerg, her kommer de med garanti til at spille deres hits ;) Og så får i Simple Minds, Boy George og Alphaville med i købet ;)
Jeg synes det var en rigtig god koncert. En fed måde at fejre 30-året for et album på, ved at opføre det i sin helhed samt placere bonusnumre imellem. Undrer mig dog over nogle af kommentarerne. Kunne man ikke forvente andet?
Lyden var god og bandet var oplagt, men jeg er helt enig i, at de burde have spillet flere greatest hits efter så lang tid væk fra scenen. Hvad lavede de iøvrigt med Perfect Day og materiale fra deres B.E.F. (British Electric Foundation) tid? Ville gerne have hørt flere H17 numre. Vi kan da håbe, at de ændrer lidt på deres setliste, når de spiller på årets Esbjerg festival.
Lyden var rigtig god, men de kunnne godt ha spillet flere hits. Har man været væk i 30 år og ikk lavet noget i mellemtiden så er det bare gang i greatest hits, hvis du spørger mig - men det udelod de og spillede mange numre som de fleste publikummer ikke kendte - og det holder ikk. Gab siger jeg bare....!
en udpræget "stinker" af en aften i mine øjne. H17 R.I.P.
Helt enig.