Det var anden gang, at de herrer Pet Shop Boys gæstede lille Danmark under deres igangværende 'Pandemonium Tour' i kølvandet på deres aktuelle album 'Yes'. Sidste gang gav de to en formidabel koncert på årets Roskilde Festival, og nogenlunde identisk tog denne affære på Frederiksberg sig ud. Og dog...

Hvor duoens optræden på Dyreskuepladsen måske kan kritiseres for, at have været en fest for de indviede forreste rækker- idet Neil Tennant og Chris Lowe ikke udelukkende satsede på den laveste fællesnævner - hitkavalkaden, så blev koncerten her afholdt i en langt mindre, men ligeledes også meget mere passende ramme.

Stemningen blandt de 3500 publikummer i aftes var særdeles god - idet mindre kendte og/eller igennem længere tid savnede numre i modsætning til festivaloptrædenen fik en større resonans i den udsolgte KB Hallen. 'Zwo Devided By Zero' og 'Why Don't We Live Together' var den perfekte afstikker til de aldrende drenges debut 'Please', der pleasede det utrolig blandede publikum.

Veteranerne lagde dristigt ud med et hit: 'Heart' åbnede denne aftens ekstravagante set liste. Det gav pote, så kunne man også tillade sig at spille tre nye numre i træk - 'Did You See Me Coming' (den anden fine single fra 'Yes') fortsætter nemlig tråden, hvor 'Heart' slap den. Numre som disse viser, at Neil Tennant og Chris Lowe den dag i dag skriver hudløs euforiske pophymner om sødladne temaer som 'kærlighed på første blik'.

Samtidig slog dette tids spring fra 1987 til 2009 også den elegante bro imellem nyt og gammelt, som strakte sig igennem resten af set listen. Ældre kompositioner fik injiceret en god ladning adrenalin, og nye numre spillet som mash up med ældre materiale. Eks. 'Pandemonium' med 'Can You Forgive Her' og ikke mindre kækt Domino Dancing med Coldplay hittet 'Viva La Vida'.

Koncerten var i det hele taget veleksekveret, om end lydforholdene ikke ligefrem var på deres højeste - især hvis man sammenligner denne aften med det overraskende knivskarpe lydtæppe på sommerens festival. Bassen rungede igennem KB Hallens betonskal, for dernæst af blive skåret op af diskanten. Et mere afbalanceret lydbillede, hvor mellemtonerne kunne have afrundet mikset, ville have været en ubetinget større fornøjelse og samtidig medført topkarakter.

Delvis lød det lidt som i den dyrebutik, som den dag i dag giver de to aldrende boys deres navn. Men én ting brændte konstant igennem, og det er at Neil Tennant er en overraskende sikker live-sanger, der formår at holde kontakt til publikum igennem smil og nærvær. Den 55 årige englænders hår har måske taget den naturlige udvikling fra mørk til sølv, for nu så småt at forsvinde. Men stemmen er bestemt ikke blevet tyndere. Og pta. solbriller og hat nåede hans smil og vink udover scenekanten - og pga. disse to stilrene affekter hans alder måske praktisk nok i mindre grad.

Chris Lowe statiske position ved keyboardet blev kun én enkelt gang brudt op af noget der lignede en lille koreografi med koncertens dansere. Et humoristisk indslag, og dem var der en del af denne aften - dette er Pet Shop Boys gennemgående force. For selvom der blev skabt rum og atmosfære til Weltschmerz via eksempelvis 'Kings Cross' og det fornemme nye nummer 'The Way It Used To Be', så bryder dyrebutikkens to ansatte vha. små humoristiske indslag samt euforiske pophymner konstant alvoren.

Man bliver både nød til at trække på smilebåndene og nikke med hovedet, når Elvis coveret 'Always On My Mind' blæses udover publikum, og der er dømt disco. For ikke at tale om, at afslutte koncerten med deres julesingle 'It Doesn´t Often Snow At Christmas' ledsaget af dansende juletræer og digital sne. 

Pet Shop Boys balancerede på den flydende og slibrige linie imellem kunst og kitch - alvor og humor. Der var camp og champagne på ene, samt Weltschmerz og Herzschmerz på den anden side af det poppede og pumpede spektrum.

Fem disco kugler, fire håndkys, tre løft på hatten, to blanke øjne samt ét bankende hjerte herfra for endnu en veleksekveret koncert på dansk jord fra den lige dele engelske tørre og dynamiske flydende duo, som ikke behøver at hvile på de træfsikre hits og med fremadskredet alder tør at satse ved at overraske. Det fortjener respekt, og den får de.   

 

af Arne Haugaard

-

onsdag 09 dec 09