ULTRAVOX - LIVE
Pumpehuset den 27.04 - lyden matchede ikke navnet, men gnisten sprang over.
Egentlig var der kun afsat en håndfuld datoer i England sidste år, men efterspørgslen har givet de fire aldrende herrer blod på tanden. Under mottoet 'Return In Eden 2', var Ultravox gendannelsesturné landet i et udsolgt Pumpehus en solrig tirsdag aften i København.
Det var dog næppe solen, der sørgede for at temperaturen steg og at et par hundrede hjerter bankede hurtige. Ultravox var kommet for at spille - ingen store reklame kampagner, eller pressekonferencer som f.eks. ved de ligeledes genopståede konkurrenter fra Spandau Ballet.
Hverken nye numre eller et opkog af gamle hits skulle promoveres, bedriften var simpel og ret beset ret så nobel - musikken skulle tale. Og det gjorde den så, primært på godt, men også lidt på ondt.
Men lad os hive det positive frem først, for det er der nemlig rigtig meget af i forbindelse med den kraftpræstation som Midge Ure i front, flankeret af Chris Cross, Billy Curri og Warren Can leverede denne aften.
Ultravox gik nemlig ikke den lette vej, og plankede tracklistingen fra en Best Of over i aftenens setliste, men gik på (gen)opdagelse i deres bugnende bagkatalog - og det gav pote. Hænderne røg i vejret og øjnene blev blanke, da kvartetten rullede deres små to timer stærke tour de force hen langs memory lane ud foran publikum.
Ligesom spilleglæden var intakt bag vigende hårpragt og voksende maver hos herrerne på scenen, var viljen til at lade sig rive med foran scenen livsbekræftende. Naturligvis var det hits som "Hymn", "Vienna" og "Dancing With Tears In My Eyes", der fik det ligeledes aldrende publikum til at virke ung for en stund.
Men også de mindre kendte numre for connoisseurerne iblandt den klappende, vippende og dansede menneskemængde fik en varm modtagelse - således var eksempelvis 'Mr. X' fra 'Vienna' albummet et af aftenens højdepunkter for undertegnede.
Ultravox er med en gennemsnitsalder på små 58 år stadigvæk vitale nok til at løfte deres katalog og få sangene til at virke lige dele tilbageskuende og kraftfulde, numrene blev spillet med noget så sjældent som nerve. Især frontmanden Midge Ure skal her have stor ros for sin stadigvæk forbløffende stærke røst (som han imidlertid udelukkende brugte til at synge. Han talte om noget mindre til sit publikum end Dave Gahan fra Depeche Mode, og det vi sige en del...)
Når det så er sagt, så er én gammel kæphest nok til at trække de gamle travere en smule ned i racet. Lydforholdene var alt andet end optimale, især frontmanden var ikke i front akustisk set - og det var irriterende at lydmuren til tider var mere metallisk og rungende end organisk og svingende. Især i betragtning af at medlemmerne foran den simple scenekonstruktion svingede så godt med hinanden, og ikke mindst med deres publikum.
Gnisten sprang imidlertid over fra første akkord til det sidste harmoni. Bedriften om at lade musikken tale - og i sidste instans sejre - uden et stort og prangende show afføder trods alt fem velfortjente stjerner til de fire aldrende herrer fra Ultravox, der lod nostalgien sejre ved at støve de gamle klassikere af med manér.
