SNOOP - 'MALICE N WONDERLAND'

Lidt for tilbagelænet udspil - mindre hash og mere adrenalin næste gang, tak.

Med et pladecover så grimt, at man har lyst til at flå øjnene ud på sig selv, fik undertegnede denne plade serveret. En dårlig joke? I så fald en, som man ikke griner specielt meget af, når man først smækker den sølvfarvede skive ind i stereo anlægget.

 

Lad det være sagt fra start. Snoop er aldrig helt dårlig - med sig i bagagen har han også denne gang sædvanen tro nogle af samtidens hotteste navne indenfor hip hop - og R'N'B genren. Således lægger både Lil Jon, R. Kelly, Brandy og Pharell Williams vej forbi på Snoops tiende(!) album. Dertil kommer alt det løse, som manden igennem årene har lavet med forskellige crews.

 

Tja, ja - Snoop lader pta. et veldokumenteret forbrug af den sjove tobak ikke til at ligge på den lade side, eller gør han? Måske den fede joint har blokeret de fede idéer. Måske lidt for meget af det sjove har gjort optagelserne alt for sjove.

 

'Malice N Wonderland' har bestemt sine kvaliteter, det sørger protagonistens tilbagelænede charme alene for. Snoop har et flow, som få derude - og han skal have credit og respekt for, at han både musikalsk og med henblik på det vedlagte billedmateriale serverer bling bling med "blink blink" i øjet.

 

Lad os håbe på at coveret ligeledes er smækket på pladen med det samme blink i de røde øjne med de små pupiller.

 

Produktionen er der som så heller ikke noget i vejen med, helt galt kan det nærmest heller ikke gå med dét hold af beat- og hitsnedkere, som hunden har forskanset sig med bag ludstudiets mure: Dr. Dre, Lil Jon, Teddy Riley, Danja...listen er lang.

 

Problemet ligger imidlertid i, at Snoop Dogg virker mere tandløs end den tændte doberman, han var i starten i karrieren - hvor hunden for alvor strintede sit territorium af. De første to plader 'Doggystyle' og 'Tha Doggfather' ligger efterhånden hhv. 13 og 16 år tilbage, og hans renæssance 'R&G' har også 5 år på bagen.

 

Snoop Dogg, der er født som Calvin Broadus, skulle måske prøve på at løsrive sig fra sit emblematisk alter ego, eller udfordre sig selv på andre måder. 'Malice N Wonderland' virker nemlig allerede nu, pta. dens sprøde produktion, som en anakronisme. Intet Snoop ikke har rappet fermt om før, næppe en sang, der ikke peger tilbage på andet materiale, som allerede er udødeliggjort... det er en skam.

 

Lidt mindre hash, lidt mere adrenalin næste gang - eller find dig en anden pusher, Snoop. For denne joint, som du har fabrikeret her, er ganske enkelt ikke rullet hårdt nok op.

 

Du skylder os, for vi ved, at du kan gøre det langt bedre. 'Malice N Wonderland' er et charmerende mellemspil - ikke mere, men heller ikke mindre - fans vil være uenige. Nye af slagsen vil Snoop imidlertid ikke få med sit nyeste opus.   

 

 

af Arne H K

-

fredag 11 dec 09

 

KOMMENTARER
Ingen kommentarer
Skriv din kommentar her
Flash is required!
TAYLOR SWIFT & T-PAIN - RAPPER TIL COUNTRY AWARDS
Copyright © 2008 Musiknyt.dk | Alle rettigheder er reserveret | Vilkår og betingelser | Kontakt
Musikken på denne hjemmeside er stillet til rådighed med tilladelse fra KODA og NCB