Først og fremmest må man overfor sig selv og hele verden indrømme, at den engelske pebermø...undskyld, sangerinde Susan Boyle er et fænomen. Det er solstråle historien om gammel jomfruen, der i en alder af 48 år bravt stiller sig i kø blandt skrigende talentløse teenagere, hvor størstedelen lokkes af 15 minutes of fame ved showet 'Britain's Got Talet'.

En del af de platinblonde, måske 30 år yngre rivaler må nok have smilet af den skæve, lidt uglede Susan. Men det hånske smil blev nok til en forstenet maske, da den skotske kvinde overfor en skeptisk dommer-komité begyndte at synge 'I Dreamed A Dream'. Titlen blev programmatisk, og varslede Boyles spring fra eremit i Skotland med kat og nips til røde løbere og rampelys.

'I Dreamed A Dream' hedder så også damens debut, og der er bestemt ikke blevet sparet på noget. Boyle smører stemmebåndene ind i honning og synger med Weltschmerz og Herzschmerz i stemmen, så man skulle tro, at hun var heltinden i en musical. Ret beset er det jo også det, hele den moderne medie askepotsforvandling går ud på.

Heller ikke produktionen er der blevet sparet på, det hele er sovset til med strygere og små flamenco guitarer og storladne piano arrangementer. Man har sat Steve Mac i producerstolen, et træfsikkert valg (han har da eksempelvis også hjulpet Ronan Keating, Kelly Clarkson og masser af boybands som Boyzone, Westlife, Caught In The Act og O-Town på vej.)

Ligeså passende som titlen udmønter det resterende valg af sange sig da også - på en lettere kvalmende måde, vel at mærke. Naturligvis bliver der slået plat på den gode historie, som Susan Boyle nu engang er. Coverversioner af 'Who I Was Born To Be', 'You'll See', 'Daydream Believer', 'Up To The Mountain' og 'Proud' passer jo alle sammen som hånd i handske til den moderne og modne askepot.

Med så store armbevægelser og valget af hymner såsom 'Amazing Grace' og Rolling Stones 'Wild Horses' lurer den latente fare også, at Boyle og Mac tager et skridt for langt, for dernæst ligeså stille at synke ned i klichéernes kviksand.

Der er intet galt i at tage en form for autobiografisk springbræt med henblik på albumproduktionen, men kunne man ikke have udfordret Boyle en smule mere, end at behage hende?

Stemmen er stor, valget af covers er større og produktionen er størst. Det kunne have været fint med flere kanter og overraskelser, til gengæld for vi fin poleret pop, som sikkert får Boyle til at skyde op i hitlisterne. Men det er også den slags pop man hører med inkøbsvognen foran sig i det lokale supermarked på jagt efter ugens tilbud.

Mine damer og herrer. Dagens menu står på sød suppe, både til forret, hovedret og dessert. Det hele er fint anrettet på Flora Danica service, men det gør hverken retten bedre eller mere varieret. 

Med 250 millioner hits på youtube kan damen være bedøvende ligeglad, albummet er allerede et hit - og undertegnede under det Susan af hele sit hjerte. Men det rykker ikke på karakteren for den foreliggende metervare. 

 

af Arne H K

-

fredag 27 nov 09