A.I.C. - BLACK GIVES WAY TO BLUE
Alice in Chains er tilbage og lyder som....Alice in Chains, en god ting.
Alice In Chains var en af protagonisterne indenfor 90'ernes grunge rock bevægelse. Ved siden af bands som Pearl Jam, Soundgarden og Nirvana formåede dette band, ligesom de tre andre at finde deres helt egen niche indenfor rockens nytænking.
Syv år efter sangeren Layne Staleys tragiske død af en overdosis er Alice In Chains tilbage i rampelyset, efter at have afprøvet en del af det nye materiale live i de seneste år. Og Alice in Chains lyder af...Alice In Chains, en god ting.
Når en sanger forlader et band, er det ellers lidt af en bedrift at komme tilbage i publikummets og anmeldernes gunst. Det er intet mindre end 14 år siden, at Alice In Chains udgav deres sidste album i eget navn. Hvis der om noget har været forventninger til det nyeste opus 'Black Gives Way To Blue', så har de været store.
Allerede ved første skæring 'All Secrets Known' står det klart, at bandet samler tråden op netop der, hvor de gennem frontmandens død slap den: I et spændingsfelt mellem grungens rå energi og den progressive rocks tekniske finesser og muligheder for dramaturgi indenfor hvert enkelt nummer.
Ligeså overraskende som indlysende lyder bandets nye strube William DuVall som den afdøde Layne Staley. Først i albummets tredje nummer 'Last Of My Kind' træder hans stemme i et andet lys. Det virker dog ikke prætentiøs, at DuVall tyr til Alice In Chains typiske flerstemmede arrangementer - det virker logisk og på mange måder i bogstaveligste forstand harmonisk.
Med 'Black Gives Way To Blue' har vi på alle måder med et gennemarbejdet værk at gøre. Mange kloge hoveder, også aktive musikere som f.eks. Ian Astbury fra The Cult, har udråbt det traditionelle album til at være dødt og begravet pga. folks download vaner. Alice In Chains trodser denne holdning og kommer tilbage med et helstøbt album - de 11 numre rummer dystre tekster og er sunget over komplekse arrangementer med nerve og teknisk kunnen. Der køres ikke på rutinen, men der gøres brug af erfaringen.
Alice In Chains tager essensen af deres unikke stil med i bagagen og sammentømrer et værk, hvor de hårde riffs ikke lyder metaliske, som ved metal - men i bedste forstand rocket som en kæmpestor porøs granit sten. Igennem sprækkerne emmer det af menneskets skyggesider og indre oprør, og det er en glæde at lade sig rive med af et så velspillende band og en så dygtig ny frontmand.
'Black Gives Way To Blue' honoreres med fem uslebne diamanter og et håb om, at dette ikke bliver en kærkommen efternøler, men starten på et helt nyt kapitel. For selvom musikken måske sine steder kan virke som lidt af en anakronisme fra de sidste to årtier, kunne det være smukt hvis dette spektrum af rocken også finder sit publikum i det nye (ni år gamle) årtusind.
