Efter branden med bandstifter Peter Viskinde har Big Fat Snake mach 2 fået starthjælp af hip-hop pioneren Chief One. Nogen revolution har det ikke skabt, men der er kommet nogle nye farver på fanen.

‘What Is Left Is Right’ - bandets 17(!) album er dog stadig basis rockmusik - 2-4. Vers og omkvæd og i bedste fald et C-stykke og/eller en bro, hvor forskelle på om det virker eller ej er hårfin. Men meget falder på sangskrivningen.

Om man kan li’ en mand som Brian Adams eller ej, er det nemt at høre, at han har noget meget udefinerbart ekstra i forhold til de flest, der spille nøjagtig den samme slags rock.
D.A.D er et andet navn med et tilsvarende fundamentet. De rammer ikke helt så tit som Adams, men har en særlig lyd og særkende, og kan noget med afleveringen, charmen og showet.
Intet af alt dette kan Big Fat Snake matche.

En anden traditionalist, Jon Bon Jovi, har sagt at hans orkester var et bar-band "who plays big bars.” Han mente det selvfølgelig positivt, og noget med, at de stadig var de samme med rødderne i orden og så’en. Overført til Big Fat Snake får citatet en em af middelmådighed som er rykket op i eliten.

Det positive: Anders Blichfeldt er en af de absolut bedste rocksangere herhjemme. De er alle dygtige musikere, Chef Nr. 1 har lavet et fermt stykke arbejde og det lyder godt.
 ‘101%’ er lige præcis det - en stinkende fed partyrocker, der lever på en ultra simpel guitar figur og et drengerøvs-kor. Og det siger det hele - nogle gange skal der ikke mere til, at denne rockmusik løfter sig fra de kedelige klodser.

Musik skal opleves med hjertet og ikke hjernen. Det er en følelse - der skal ramme én.
“What Is Left Is Right” er næsten kun left og rammer desværre kun denne en gang.

 

af Raymond

-

onsdag 23 sep 09