Blog


Blog Index

DMA NOMINERINGER KLAR

Tags: IFPI

Konkurrencen er hård og resultatet uforudsigeligt, når priserne til Danish Music Awards 2009 uddeles for 21. gang den sidste lørdag i februar.

Så forskellige kunstnere som Choir Of Young Believers, Sys Bjerre, L.O.C., Peter Sommer og Veto, er alle nomineret i den prestigefyldte 'Årets Danske Album'-kategori, og de hører alle til den eksklusive kreds af kunstnere med fire eller flere nomineringer.

Årets absolutte topscorere er Choir Of Young Believers og Sys Bjerre med hver seks nomineringer, hvilket fremstår særligt imponerende i betragtning af, at begge kunstnere er album-debutanter.

I alt er 52 forskellige kunstnere nomineret inden for de 21 forskellige kategorier. Det er syv flere end i 2008, og afspejler den store diversitet i musikmiljøet lige nu.

24 – eller godt 46 % - af de nominerede kunstnere er kvinder eller har kvindelige frontfigurer. Og en fjerdedel af de nominerede er debutanter.

Udover Sys Bjerre, er Aura med tre nomineringer og Annika Aakjær med en enkelt, eksempler på kvindelige debutanter, der skabte stor opmærksomhed i musikåret, der gik. Og at de unge kvindelige kunstnere generelt havde et godt 2008, illustreres også af DMA09’s internationale kategorier, som domineres af Duffy og Katy Perry med hver to nomineringer, ligesom svenske Lykke Li gør sig gældende blandt de nominerede i kategorien 'Årets Nye Udenlandske Navn'.

De internationale pladeselskabers øgede investeringer i lokalt repertoire og strategiske samarbejder med mindre producenter ser ud til at betale sig – i hvert fald når resultatet gøres op i DMA-nomineringer:

Sony, Universal, EMI og Warner tegner sig for i alt 40 ud af de 89 nomineringer – mod sidste år 34. Men det er fortsat de lokalt eller skandinavisk baserede selskaber, der står for hovedparten af årets nominerede udgivelser.

Helt i front er MBO med 22 nomineringer i kraft af især udgivelser på underselskabet A:larm (bl.a. Choir Of Young Believers og Tina Dickow) og Copenhagen (bl.a. Hej Matematik og Carpark North). Men også Playground sætter med ni nomineringer (bl.a. udgivelser fra sidste års storvindende Natasja og UFO Yepha) sammen med ArtPeople (Trolle/Siebenhaar, Lizzie m.fl.) og Music For Dreams (Aura og Lulu Rouge) deres solide fingeraftryk på nomineringerne til DMA09.

Blandt de internationale selskaber ligger Sony Music forrest i feltet med hele 17 nomineringer takket være Veto, Peter Sommer, Anne Linnet og Gnags. Men også Sony’s nylige partnerskab med Copenhagen-udbryderne i Mermaid Records har givet øjeblikkeligt udbytte i form af to nomineringer til Tim Christensen – herunder i den nyetablerede kategori 'Årets Danske Singer/ Songwriter Udgivelse'.

Den danske afdeling af verdens største pladeselskab, Universal, har næst flest med 11 nomineringer (bl.a. Sys Bjerre og Duffy), og EMI følger lige efter med 10 (bl.a. L.O.C. og Katy Perry).

Det er den danske afdeling af pladeselskabernes brancheorganisation IFPI, der står bag DMA09. Men også ikke-IFPI selskaber kan indstille udgivelser til nominering ved Danish Music Awards.

Det har igen i år sikret Target, der især udgiver musik inden for rock- og hard-rockgenren, en række nomineringer heraf to til Volbeat, der dermed nomineres for andet år i træk. Også Border Breakers (med Infernal) og Pink River Music (med Dodo & The Dodos) er denne gang repræsenteret blandt danske selskaber med nominerede kunstnere.

Ligesom sidste år afholdes DMA09 i Glassalen i Tivoli, hvor priserne uddeles, og en række af de nominerede kunstnere optræder. Det sker lørdag den 28. februar kl. 20, og i den kommende uge offentliggøres det fulde program.

Da DMA09 ikke transmitteres på hverken TV- eller net, er der blevet bedre plads i den smukke, historiske sals intime rammer.

Det har gjort det muligt at sætte 250 billetter til offentligt salg. Billetsalget åbner mandag den 2. februar. Resten af salen vil være fyldt med en musikbranche i festhumør, der denne aften koncentrerer sig om at fejre musikken og dem, der skaber den.

I forbindelse med DMA09 har IFPI indgået et mediesamarbejde med SBS, der bl.a. indebærer, at radiostationerne Nova FM og The Voice i perioden frem til begivenheden vil have særligt fokus på en række af de nominerede kunstnere til DMA09. Bl.a. vil prisen i kategorien 'Årets Danske Hit' blive præsenteret i samarbejde med Nova FM, ligesom stationens lyttere kan vinde billetter til showet i Glassalen.

Nomineringerne til Danish Music Awards foretages af en jury, der består af  "relevante, kompetente, uvildige personer beskæftiget som skrivende journalister, radio- og TV-medarbejdere, forhandlere og andre fagfolk, fx spillesteds-repræsentanter, festivalarrangører etc.", som det hedder i reglerne for begivenheden.

Der er ingen repræsentanter for pladeselskaberne i juryen. I visse kategorier, der kræver særlig faglig ekspertise, er der nedsat mindre specialjuryer. Det gælder f.eks. i artwork- og musikvideo-kategorierne.

Det er også disse juryer – den store og specialjuryerne - der bestemmer vinderne i de enkelte kategorier. Alle afstemninger er hemmelige, og de enkelte jurymedlemmer kender ikke hinandens identitet før på selve aftenen, hvor juryernes sammensætning offentliggøres. Navnene på vinderne i de 22 kategorier afsløres – naturligvis – også først den 28. februar.

De nominerede er:
Årets danske album:
Crushing Digits - Veto
Gør Det Selv - Sys Bjerre
Melankolia/XxxCouture - L.O.C.
This Is For The White In Your Eyes - Choir Of Young Believers
Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene - Peter Sommer

Årets danske gruppe:
Veto
Carpark North
Volbeat
Spleen United
Hej Matematik

Årets danske kvindelige kunstner:
Tina Dickow
Aura
Ane Trolle (Trolle//Siebenhaar)
Sys Bjerre
Szhirley

Årets danske mandlige kunstner:
Henrik Hall
Troels Abrahamsen (Veto)
L.O.C.
Jannis Noya Makrigiannis (Choir Of Young Believers)
Peter Sommer

Årets nye danske navn:
Aura
Oh Land
Sys Bjerre
Annika Aakjær
Choir Of Young Believers

Årets danske hit:
Hej Matematik: Walkmand
Infernal: Downtown Boys
Lizzie: Ramt I Natten
Private: Crucify My Heart
Sys Bjerre: Malene

Årets udenlandske album:
For Emma, Forever Ago - Bon Iver
Only By The Night - Kings Of Leon
Santogold - Santogold
Third - Portishead
Viva La Vida Or Death And All His Friends - Coldplay

Årets nye udenlandske navn:
Glasvegas
Katy Perry
MGMT
Duffy
Lykke Li

Årets danske rockudgivelse:
Crushing Digits - Veto
Grateful - Carpark North
Guitar Gangsters & Cadillac Blood - Volbeat
This Is For The White In Your Eyes - Choir Of Young Believers
Til Rotterne, Til Rotterne, Til Hundene - Peter Sommer

Årets danske popudgivelse:
Columbine - Aura
Couple Therapy - Trolle//Siebenhaar
Gør Det Selv - Sys Bjerre
Hjerter Dame - Szhirley
Vi Burde Ses Noget Mere - Hej Matematik

Årets danske elektronika-udgivelse:
Barking Up The Wrong Tree - Camille Jones
Bless You - Lulu Rouge
I Syv Sind - Mike Sheridan

Årets danske hiphop-udgivelse:
Kig Mig I Øjnene - UFO Yepha
Melankolia/XxxCouture - L.O.C.
Shooting Star - Natasja

Årets danske metal-udgivelse:
Architect Of Lies - Mercenary
A Kid Hereafter In The Grinding Light - A Kid Hereafter In The Grinding Light
Trigger Nation - Rock Hard Power Spray

Årets danske sangskriver:
Sys Bjerre
L.O.C.
Jannis Noya Makrigiannis (Choir Of Young Believers)
Peter Sommer
Søren og Nikolaj Rasted (Hej Matematik)

Årets danske producer:
Veto og Carsten Heller (for Veto: ”Crushing Digits”)
Rune Rask og Jonas Vestergaard (for L.O.C.: ”Melankolia/XxxCouture”)
Fridolin Nordsø, Anders Rhedin og Jannis Noya Makrigiannis (for Choir Of Young Believers: ”This Is For The White In Your Eyes”)

Årets danske voxpop-udgivelse:
6 - Dodo & The Dodos
A New Kinda Soul - Hanne Boel
Anne Linnet - Anne Linnet
Legepladsen - Gnags
Rækkehuse På Mars - Souvenirs

Årets danske singer-songwriter-udgivelse:
A Beginning, A Detour, An Open Ending - Tina Dickow
Superior - Tim Christensen
The Singer - Teitur

Årets danske børneudgivelse:
Med Dannebrog På Næsen - Kaya Brüel
Løgnehistorier Og Sange Fra De Varme Lande - Løgnhalsen Og De Medskyldige
Drengen Der Dagdrømte - Ole Kibsgaard

Årets danske musikvideo:
Andreas Kahn for Pilgrimz: "Shake-A-Feather"
Jimmy Falinski Kornhauser for Lulu Rouge: "Bless You"
Thomas J. Mikkelsen for UFO Yepha: "Næh Næh"

Årets danske artwork:
Iselin Emilia F. Toubro og Claudia Bille Stræde for I Scream Ice Cream: "I Scream Ice Cream"
Martin Furze for Natasja: "Shooting Star"
Paul Wilson (Yellow1) Tim Christensen: "Superior"

IFPI's Ærespris:
Ingen nominerede, denne offentliggøres på dagen.