TIMBALAND - 'SHOCK VALUE II'
Chok værdi...? Ja, chokerende middelmådig værdi. Han kan det langt bedre!
Det starter ellers så godt, introen varsler tunge beats og sprøde produktioner. Dette håb indfries ved albummets første egentlige skæring 'Carry Out', som desværre, desværre også er albummets bedste.
Sædvanen tro har Timbaland også denne gang sørget for at drysse en hel del stjernestøv udover albummet, ved at indlemme både oplagte og overraskende musikalske gæster i albummet.
På den mere oplagte ende af skalaen finder vi bl.a. Justin Timberlake, JoJo, Drake, Nelly Furtado, Keri Hilson samt One Republic og på den mere overraskende Chad Kroeger fra Nickelback, Miley Cyrus, Katy Perry og The Fray.
Har alle disse stjerner en eller anden speciel funktion, bortset fra, at de låner 'Timbo', som den allesteds nærværende producer også kaldes blandt venner, deres stemme....? Nej, egentlig ikke - Timbaland lyder på 'Shockvalue II', som han også lød på 'Shockvalue I', og som han for den sags skyld har lydet igennem resten af sine produktioner.
'Meet In Tha Middle' er et ganske habilt nummer med sine halvfemser eurodance lydflader og sin fede baslinie, men helt galt går det ved 'Tomorrow In The Bottle' med Nickelback-stemmen, der klager over verdens nød og forkynder sit håb om bedring.
Ligeledes er de to numre, hvor Timbaland får besøg af Miley Cyrus og Kate Perry, simpelthen så uoriginale, at man ikke blot efterlades skuffet, men decideret forbløffet. Hvordan kan den ellers så leveringsdygtige producer lade sig rive med til at lave den slags middelmådig pop?
Numrene med The Fray, Jet, Daughtry og One Republic bekræfter ligeledes det skråplan, som Timbaland med denne toer befinder sig på. Det mest sørgelige er, at superproduceren åbenbart ikke opfatter sine soloplader som den legeplads, de vel sagtens kunne være med henblik på virkelig at folde sig ud.
I stedet lyder Timbaland som de forskellige kunstnere, som han har fået astronomiske beløb for at producere igennem den seneste dekade. En smule Justin Timberlake her, en smule Nelly Furtado der, og så ellers de rytme sekvenser som Timbaland har hittet stort med for de stjerner, der har stået og stadigvæk står i kø, for at blive produceret af manden.
En solo plade kunne ellers være en kærkommen platform, til virkelig at vise omverden, hvad han duer til. Selvom pladen slutter af med den ikke uefne 'Symphony', der viser lidt mere af den attitude, der savnes på de øvrige femten skæringer, kan de små lysglimt ikke få det samlede resultat fra at gå under i middelmådighedens sumpe.
Toeren får to stjerner og et stort håb med på vejen om, at det ikke er den samme karakter en mulig tredje del får. Choker os næste gang, Timbo - eller lad helt være, please! Shockvalue har nemlig desværre flop value!
