Med små 35 år på bagen kan UB40 på den ene side anses for at være en sværvægter indenfor den lette ende af poppen, på den anden side er der sikkert også en del folk, der hånligt løfter pegefingeren og betegner det syv mand stærke reggae orkester som totale ”has beens".

Sandheden ligger som så tit et eller andet sted midt imellem: Listen af hits er alenlang, men deres seneste internationalt succesfulde album ”Promises and Lies” med det storhittende Elvis Presley cover ”I can’t help falling in Love” ligger imidlertid også små tyve år tilbage.

Dette nummer fik et udsolgt Amager Bio serveret som rosinen i pølseenden i en hel perlerække af hits. I forlængelse af UB40’s storhedsperiode i sidste årtusind stod det også klart, at størstedelen af de fremmødte ikke havde læst på lektien og var forundret over, at det ikke var den originale frontmand Ali Campbell, der stod bag mikrofonen, men dennes storebror Duncan, der overtog tjansen i 2009. Dem der ikke undrede sig over dette, havde pga. den lignende stemme slet ikke opdaget "det nye halvgamle ansigt". 

Når det så er sagt, så var UB40’s lette karibiske pop en kærkommen sjælevarmer denne grumme og kolde januar aften på Amager. Når man lukkede øjnene, kunne man nærmest forestille sig palmerne skyde frem igennem spillestedets stål- og beton konstruktion og visualisere sin fadøl til at blive en Pina Colada med cocktail parasol.

Da man så åbnede gluggerne igen, stod det tydeligt klart, at der var hr. og fr. Danmark, der var dukket op, for at blive mindet om de gode gamle dage. Det er der i for sig ikke noget galt i, idet det var som om, der var en fælles forståelse for, hvad en UB40 koncert anno 2012 skulle gå ud på. Både på de skrå brædder og foran scenekanten.

De bløde reggae hitmissiler blev affyret i slowmotion og publikum lod bravt den tropiske støvregn af vellyd risle henover sig. Leveringen var (ikke overraskende) professionel og samspillet tight, især når man tænker på, at orkesteret i live sammenhæng tæller hele ti musikere. Men hvad der i højere grad vakte sympati, var den ydmyghed, som disse gav udtryk for og spilleglæden, som medlemmerne udstrålede.

Især saxofonisten Brian Travers skal i denne sammenhæng fremhæves for sin hyppige flirt med publikum, hos ham var der i sandhed tale om charme, selvtillid og lækkert hår. Poseren kan tit virke som en påtaget attitude, der mest af alt risikerer med at skabe en distance imellem publikum og musiker, men hvis det leveres med så stort et blink i øjet, kan man som tilskuer kun trække på smilebåndene og overgive sig.

Kiggede man henover publikummernes høje tindinger, grå toppe og farvede manker, kunne man fornemme masser af smil og sagte dansen og nikken til de lumre, men alligevel ganske ufarlige toner og tunes, som UB40 varmede op under det danske publikum med.

Det er eksotisk, ikke på den fremmede, men den højst velkendte, man fristes til at sige, hyggelige og lettere krydstogtsagtige måde. Det er ikke (længere) nyskabende, men bekræftende. Det er ikke raffineret, men effektivt. Det er UB40 anno 2012, som igennem små to timer fik publikum til at glemme nattens kulde, der hilste dem velkommen igen på vej ud til deres middelklasse hjem.

Sidst men ikke mindst skal Amager Bio selv fremhæves, da det altid er en fornøjelse, at se koncerter i den udefra mildest talt knap så charmerende bygning. Det er derimod inde i denne skald, at varmen genereres: Personalet i bar, garderobe og indgangen er med til at skabe en god stemning. Desuden tillader en bred scene til et forholdsvist lille spillested, at atmosfæren kan blive intim, især når der, som denne aften, er udsolgt.  

Koncerten kvitteres altså i overført betydning med fire joviale fadøl herfra!

 

af Arne H K, foto: Kristian Hove

-

onsdag 25 jan 12